http://www.fiskehuset.com/
Ring 97920986 eller mail info@fiskehuset.com, hvis du har spørgsmål
Denne reklame for vores netbutik kan udskrives og f.eks. hænges op på din arbejdsplads
Du kan betale med Dankort, VisaDankort og eDankort her på siden

Kundeudtalelser

Update 2012: Jeg får ikke lige denne side holdt opdateret, men er der nogen, der savner, at jeg lægger nye mails ud her, hører jeg meget gerne fra jer, men som det fremgår af nedenstående forord, så er jeg ikke specielt glad for at spørge kunder, om jeg må bruge deres udtalelser, og da der efterhånden er en del kunder, der helt af sig selv, har lagt udtalelser på Trustpilot, vil jeg lige nu bare lige henvise til dem for nye anmeldelser:

http://www.trustpilot.dk/review/www.fiskehuset.com

Forord:
Vi har siden, vi startede op med denne eButik i november 2005 modtaget mange varmende mails med rosende ord til os og vores personale.

Vi bliver rigtig glade hver gang, vi modtager en sådan mail, og hver gang går de med i frokostrummet, så rosen går videre til vores personale også. For uden dem, går det jo ikke.

Vi kan se, at mange andre eButikker vælger at offentliggøre dem på deres hjemmeside, og vores holdning har indtil nu været, at de var til os, og at lægge dem ud på hjemmesiden kunne opfattes som lummert, men vi har konsulteret nogle ”kloge hoveder”, der har opfordret os at gøre det. Så nu prøver vi at lave denne side til dem, og det bliver på vores egen måde. Men, vi ville naturligvis ikke gøre det uden at have spurgt afsenderne først. Så noget forlegent gik jeg i gang med at spørge nogle kunder, som jeg kunne erindre havde sendt os mails, og et repræsentativt resultat ser I her nedenfor. Har jeg glemt nogen, eller er der nogen, der har noget at tilføje, hører jeg gerne fra jer.

Nu må I ikke tro, at vi kun fisker efter ros, for faktisk siger vi, at ros hjælper os mere, hvis I fortæller den til jeres venner, men som sagt, jo - den varmer jo, når vi får den, og det, der her er offentliggjort, iflg. aftale med kunderne, fortæller jo netop andre kunder, at vi er OK at handle med. Så vi har gjort det for at komme en eventuel skepsis i møde fra potentielle kunder, som ikke har hørt om os, eller kender os i øvrigt.

Vi modtager i øvrigt også ris med kyshånd, for den kan vi lære af, så for mangfoldighedens skyld og for at vise vores ærlighed, er der det ikke bare ros det hele. Vi er mennesker, og der kan ske fejl, men vi retter naturligvis for det. Danske Fragtmænd gør det også rigtigt godt. Fejlprocenten er næsten ikke målbar, men når det en sjælden gang sker, at en pakke er en dag forsinket, er det selvfølgelig rigtig træls for dem, det går ud over og også for os, for så ligger vi vandret for at spore pakken. Men, det sker virkelig sjældent. Bortkomne pakker har vi faktisk kun oplevet 3 gange på 3 år. Vi har ligeledes kun haft én ødelagt pakke. Den var til gengæld med i et alvorligt trafikuheld.

Vi startede jo meget forsigtigt og langsomt ud med eButikken i nov. 2005, men jeg husker især 2 kunder, som var med på idéen helt fra starten - og som har hængt ved lige siden. Kunde 1 er:

Eli og Tor, som bor på Als (de kalder sig også for ALS-heimerne). De er Nordmænd og virkelig fiskekendere, og de elsker kvalitet og STOR fisk, og det er jo netop det, vi gør i. De nøjes ikke med at få sendt. Nej, de har præsteret nogle gange at tage køreturen fra Als til Thisted bare for at hente en kæmpeportion fisk, ligesom de holder os godt underrettet om alt muligt spændende. De skriver f.eks. om os:

fisk fra Fiskehuset i Thisted er som at få fersk fisk i Norge,- og det sier ganske så mye!

Tusind tak til jer der skaffer os så mye madglæde!



Ja, og så er der Thomas Petersen fra Stevnstrup. Han har bestemt også været med helt fra starten, og har troligt bestilt igen og igen. Han skrev her for nylig:

kære lisbeth,
når man modtager en pakke fra jer, er det som at få et frisk pust fra nordsøen hjem i stuen, lækkert, appetitligt og indbydende - utroligt, at isen slet ikke er smeltet siden i går - tak for det, vi går løs på torsken allerede i aften,

og han har skrevet:
Sikke en kvalitet, så frisk og så flotte udskæringer - tak for det.

Ligesom han også har skrevet:
fisken er ankommet, hel og fin samt appetitlig som altid - nu glæder vi os til at spise den.



Nævnes skal også, at vi i september 2008 var med i en artikel i Politikken om fisk på nettet, og der fik vi maksimumpoint for kvaliteten. Du kan se hele artiklen her: http://politiken.dk/tjek/dagligliv/forbrugtest/testmad/article561800.ece men vi fik lidt ”skæld ud” for dyre fragtpriser, og til det svarede Thomas:
hej,vi køber al vor fisk ved fiskehuset og kan kun give panelet ret - vi har prøvet de fleste af fiskehusets produkter siden deres start, og der har aldrig været smuttere - for at undgå fragten køber vi en stor portion af det righoldige udvalg og putter det i fryseren - desuden vil jeg rose for en altid venlig og behagelig tone - hip hip hurra

og også Frede Veng Rasmussen fra Brande svarede på artiklen:
har købt fisk mange gange hos fiskehuset. altid lækkert og friske fisk, ikke så dyre som på torvet her, bare køb for lige over 550,-kr. vi er supertilfredse med fiskene.

og han har flere gange også beriget os med kommentarer som:
Har modtaget jeres forsendelse i dag, overhovedet ingen optøning af sildehajsbøffer undervejs, perfekt.

Per fra opskriftssiden Alletiders kogebog bestiller også jævnligt nu, men han har været en af de uheldige kunder, hvor en pakke blev borte for Fragtmanden. Han skriver således om os:

Vi har gennem 1½ år købt fisk hos fiskehuset, altid store flotte fisk som dufter dejligt af hav.

Vi har altid fået fisken på dagen, på nær en enkelt gang hvor fragtfirmaet havde mistet pakken, men der fik vi en ny pakke ugen efter.

Alletiders Kogebog
www.dk-kogebogen.dk



Nej, nu må jeg vist til at gøre dette her lidt kortere, ellers står du vel, kære læser, snart af, så: Søren Ladefoged fra Vordingborg, skrev:
tak for flotte fisk de smagte meget bedre end dem vi kan få på sjælland. vi vender tilbage med flere bestillinger

friske fisk hilsner
søren



Marianne Serup Larsen fra Hårby på Fyn har også købt mange gange, og hun har tit skrevet til os og personalet, f.eks. her i januar 2009:
Hej Lisbeth
Må jeg på denne måde endnu engang udtrykke min store tilfredshed med jeres fisk. Det er bare så dejligt at kunne spise fisk 2-3 gange om ugen. Når vi modtager pakken så dufter det så skønt af hav, når vi pakker op. Åhhh….. det er så dejligt.

Jeg er desværre samt af sclerose, så det er meget vigtigt for mig at spise god fisk. Specielt laks med al den gode omega 3 i er godt for mig. Jeg nyder at lave mad efter de gode opskrifter på jeres hjemmeside. Det giver en god variation i tilberedelsen.

Jeres ørreder er super gode. Jeg har lavet flere retter efter de gode opskrifter fra Dansk Akvakultur.

Jeg glæder mig til at modtage min bestilling.

Hils alle jeres dygtige medarbejdere. Uden dem og jer kunne vi jo ikke købe al den dejligt fisk.

Jeg beundrer hende, at hun på trods af sygdom kan være så positiv, og da jeg nu spurgte, om jeg måtte citere hendes mail her på hjemmesiden, svarende hun på denne måde:

Kære Lisbeth
Selvfølgelig må du bruge mine udtalelser i eButikken. Det er en rigtig god ting af have en sådan side. (Jeg læser selv udtalelser, hvis der er nogle på hjemmesiderne!!)

Jeg modtog stenbiderrogn og ørredrogn i fredags. Det smager SKØNT og er en delikatesse der kan anbefales. Uhm…..

Det må du også gerne skrive J

Hun har også tidligere rost vores tiltag med www.opskriftermedfisk.dk, her skrev hun:
Lige en lille hilsen fra en trofast kunde hos jer.

Det er simpelthen bare så dejligt at kunne bestille frisk fisk hos jer på denne måde. Det er altid en stor fornøjelse at åbne kassen og opleve den skønne duft af hav, der strømmer os i møde.

Jeg må også sige, at jeg er flittig til at udbrede mig hos venner og bekendte, fordi jeg synes de skal have kendskab til, hvor man kan købe frisk fisk.

Det sidste tiltag hos jer med opskrifter, har jeg også benyttet mig af flere gange. Det er nogle skønne opskrifter.



Søren Krog fra Ribe har vi også meget fornøjelse af, og han har humor: Eks.: Han havde lige fået en kasse fisk, da vi udsendte en nyhedsmail med noget, der fristede, så han bestilte straks igen, og under bemærkninger stod der:

I er nogle pensionistlokkere!

Det er også hans kone, der siger at vores slogan ”Fra haw til maw” er godt, men hun frygter lidt det omvendte, når hun skal ud at sejle.

Her til jul, skrev Søren følgende til os, og rejerne han nævner er disse

Hilsen til de nordenfjords.

Som I jo nok har opdaget, dukkede jule(til)budet vel op her i Ribe. Pakken kom så betids, at vi fik den første smagsprøve til frokost. I har ret, det er rejer, der vil noget. Har inviteret gæster i morgen.

God jul, Søren.

Vi har også kunder, som vi næsten kan stille om ikke uret, så dog kalenderen efter. Erland Andersen i Svebølle har nu i snart 2 år sendt en bestilling af sted på forskellig fisk hver 14. dag, så ham har vi en dejlig masse kontakt med. Han skrev tidligt i forbløbet om os:

Vi er et seniorbofællesskab med 20 beboere, hvoraf flere af os nu har prøvet jeres fisk 3 gange. Vi har været meget tilfredse med resulatet, da fisken hver gang har været meget velduftende af havvand og flotte i struktur. Meget velsmagende og lækre. Tak for det, vi regner med at fortsætte med de fælles indkøb. Tak for god service.

Og et par stykker mere, jeg lige fandt fra Erland:

Tak skal du have. Service er ikke kun smukke ord hos jer, tak for det.

Tak for lækker frisk fisk i går.


I næsten alle tilfælde lykkes det os at få fat i lige det fisk, kunden har bestilt, men hvis der er noget, vi ikke kan skaffe, forsøger vi at ringe kunden op for at høre, om de vil have noget andet eller vente eller? Efter forgæves at have forsøgt at ringe til Lene Nielsen fra Randers (og hun havde sat en ønsket modtagelsesdato på) fik vi følgende mail:

Beklager i ikke kunne ringe mig op. Jeg var til møde. Fisken kom fint frem, og at I ikke havde rødfisk gør ikke noget - især ikke når I sendte helleflynderfilet i stedet. Fin service, må jeg sige. Det er bestemt ikke sidste gang i hører fra mig.

Det var det samme, der gjorde sig gældende for Karin fra Slangerup, og hun skrev:

Tusind tak for al den dejlige fisk, jeg er meget tilfreds og har allerede anbefalet jer til alle der gad høre på det :-)
beklager at I ikke kunne ringe mig op, jeg sad desværre i møde.
MVH Karin



Thorkild og Grethe Ravn, Skjern har sendt os følgende:

Kære Fiskehus

I sidste uge fik vi vores første ladning fisk. Indtil nu har vi smagt på rødspætter, marinerede sild og sildefiletter. Og sikke da en fornøjelse. Frisk og velsmagende fisk. Lige op af havet. Vi er i fuld gang med at anbefale jer. Bliv endelig ved at holde den høje standard.

Mange venlige hilsener

Th. og Grethe Ravn



I eButikken har vi valgt kun at lægge det fisk ud, som vi plejer at kunne skaffe på 1 til 2 morgener på fiskeauktionen, men så vidt muligt prøver vi at efterkomme også ordrer på andet fisk, og det var netop, hvad vi her til jul havde gjort for Thomas Køhl fra Sorø, som skrev:
Jeg har netop smækket ordren ind på Jeres hjemmeside. Håber det hele kan nås inden I lukker for jul.

Det glæder mig at høre, at I har travlt! Og I skal have stor tak for at være så imødekommende med en speciel ordre.

Glædelig Jul og Godt Nytår!

Thomas


Hanne og Kim Schnipper fra Amager har også bestilt mange gange nu. Efter et par leveringer skrev de:

Hej Lisbeth. Vi vil gerne takke for den gode service I giver jeres kunder, vi er meget tilfredse med de 2 leveringer vi har modtaget og vi

Glæder os til at handle hos jer igen. God weekend og venlig hilsen Kim og Hanne Schnipper.
og de har lige skrevet igen:
Siden vi sendte mailen har vi fået et par leveringer mere og vi er fortsat meget tilfredse. Bestilling og levering fungerer fint og det er supergode fisk vi har fået. Vi anbefaler jer gerne til alle når talen falder på fisk eller internethandel, om det har givet jer nogen nye kunder ved vi ikke men det håber vi, Vi skal lave en bestilling her i weekenden til levering i næste uge og vi glæder os til kassen kommer.



Dorthe fra Herlev har skrevet følgende til os (husk, du kan også bede om en bestemt leveringsdag), og det med at skrive navn ved fisken, kan ind i mellem glippe, men det arbejder vi med, for vi kan naturligvis ikke forlange, at I er ligeså gode til at se forskel, som vi er ;-):

Hej

Tusind tak for den fine fisk, som vi har modtaget i dag - præcis den dag, vi havde bedt om :-) Det er en god måde at få noget "andet" fisk, end det jeg ville have valgt hos fiskehandleren. Desværre er jeg ikke så god til at genkende de forskellige fiskearter, så jeg vil høre om der i fremtiden vil være mulighed for at skrive på pakkerne, hvad de indeholder?




Nå, det blev da vist ikke meget kortere, men hold da op, hvor er det berigende for sjælen at have sådan nogle dejlige kunder. Hilsen fra alle i Fiskehuset. PS! I kan være sikre på, at vi også fremover vil gøre hvad vi kan, for at leve op til de flotte ord om os.

Hertil kommer Trustpilot: http://www.trustpilot.dk/review/www.fiskehuset.com her kan du også se nogle anmeldelser af denne eButik, og ligesom du gerne må sende mails til os, står det dig naturligvis også frit for at anmelde os på Trustpilot :-)

Din indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

FISKEHUSET Thisted ApS - Havnen 31 - 7700 Thisted - Tlf.. 97920986 - CVR. DK32262406 - Mail: info@fiskehuset.com